• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

DRIKKEMODEN SAINT-JULIEN FRA LEOVILLE-LAS-CASE

Producent: Château Leoville-Las-Cases | Område: Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

2013 var en på mange måder kompliceret årgang, og modsat de såkaldte store årgange er spredningen kvalitetsmæssigt stor.

Chefsommelier Thilde Maarbjerg

 

De bedste slotte er konsekvente i deres sortering og laver små mængder vin, som er deres navn værdigt, og måske er det endda i disse årgange, vi kommer tættest på det oprindelige Bordeaux, før alkoholen stak af med anmelderne i hælene. Når jeg læser selvsamme vinjournalisters beskrivelser af Clos du Marquis 2013, glæder jeg mig over at finde ”fresh finish”, ”hints of tobacco leaf and loamy undertones”, ”minerally acidity”, ”iron undertones” og ”finely-knit graceful wine with lovely overall balance”. 

Gode, klassiske noter på en Bordeaux af den gamle skole, som spås til at toppe nu og de næste 3-4 år frem. Pointene er mere konservative, end vi ser dem i årgange som 2009, 10, 15 og 16, men autenticiteten er der, og priserne afspejler de mere afdæmpede forventninger til årgangen.

Clos du Marquis har altid været et af mine foretrukne ”bargains” i Bordeaux. Nuvel, Le Grand Vin de Leoville-Las-Cases har givet mig nogle af de ypperste oplevelser med Bordeaux, men jeg har smykket mig med lånte fjer, eller nærmere fjer andre har finansieret. Jeg finder ægte
Bordeaux-glæde i Clos du Marquis og ikke mindst essensen af St-Julien med den finurlige charme og fine frugt, der stadig rummer mere muskulatur end f.eks. Margaux, men er mere tilnærmelig end St-Estephe. Nærheden til Pauillac bekræftes af, at Comtes Pichon-Longueville ligger umiddelbart nord for, og smagsmæssigt er de to appellationer indbegrebet af venstrebreds-Bordeaux.

Clos du Marquis var i 2013 sammensat af 73% Cabernet Sauvignon, 18% Merlot og 9% Cabernet Franc. Lagringen på 50% nye fade strakte sig over 16 måneder.

En vin til meditation og fordybelse og en allerede udviklet bouquet, som også vil være en glimrende ledsager til retter med skært lammekød, hårvildt eller oksekød (ikke braisérretter).

Leveres i original 6 stk. trækasse

 

I mange år blev den i folkemunde opfattet som 2. vinen til Le Grand Vin de Leoville-Las-Cases, men Delon-familien, som står bag begge vine og ejer slottet, har mange gange understreget, at der er tale om en helt anden vin fra et samlet markareal på 45 ha. på den anden side af D2 (Routes des Chateaux), og som siden 1989 ikke har delt druer med Le Grand Vin. Clos de Marquis er helt sin egen.