• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Den ikoniske vin, som forener det bedste fra to verdener

Producent: Opus One Winery | Område: Napa Valley, Californien

Opus One er et ikon i den amerikanske vinindustri og frugten af Baron Philippe de Rothschild og Robert Mondavis beslutning om at begrave den transatlantiske stridsøkse for i stedet at indlede et samarbejde om at transformere de stolteste traditioner fra Bordeaux til Napa Valleys muld for at skabe en enestående vin som også kommende generationer ville beundre.

Fagekspert, Per Bach

SPAR 20 % PÅ ALT OPUS ONE I APRIL

Historien

De to legendariske skikkelser på den internationale vinscene mødtes første gang i 1970, men først i 1978 begyndte projektet at tage form. Det skete på et møde i Bordeaux, hvor de to herrer på under en time fik nedfældet rammerne for deres gentleman-agreement på en nusset lap papir, og året efter producerede Rothschilds vinmager Lucien Sionneau og Mondavis søn, Timothy i et hjørne af Mondavis vineri en særlig cuvée bestående af frugten fra Mondavis bedste parceller modnet og stylet, som var der tale om en 1. Cru Classé fra Bordeaux.

I 1981 købte det bagvedliggende holdingselskab 15 ha. fra Robert Mondavi. Det var den såkaldte Q-Block, der havde leveret broderparten af druerne til den debuterende 1979-årgang, som blev lanceret som en Napamédoc. I 1983 købte man de 21 ha., som udgør The River Parcel ovre på den anden side af Highway 29, og året efter fulgte yderligere 19 ha. - den såkaldte Ballestra Vineyard klos op ad The River Parcel.

I alle de første år lånte vinen faciliteter fra Mondavi, men i 1989 blev grundstenene lagt til et nyt vineri, og 2 år senere blev Opus One for første gang gæret og modnet under eget tag. Det kan derfor anføres, at Philippe de Rothschild og Robert Mondavis fællesprojekt var 12 år undervejs, inden det fandt sin endelige form.

Det er næsten glemt, at vinen i de første år modtog en del knubs og kritik fordi man efterstræbte en køligere og lidt mindre omfavnende stil, end man ellers var vant til i Napa Valley, men efter ansættelsen af den talentfulde vinmager Michael Silacci i 2001 har pilen kun peget i en retning. Og det er opad. Opus One leverer således i dag på et så imponerende højt niveau, og forventninger til hver eneste ny årgang er tårnhøje.

Vinen

Opus One producerer efterhånden lige så meget som de største klassificerede slotte i Bordeaux. Omkring 300.000 flasker bliver det til, og da købelysten trods den pebrede pris er voksende er de ældre årgange som regel kun til salg i større formater. Vinen er altid domineret af Cabernet Sauvignon, men også mindre mængder Cabernet Franc, Merlot, Petit Verdot og Malbec indgår. Der høstes om natten og relativt tidligt, og selvom der i modsætning til i Bordeaux kunstvandes, forsøger man langt hen ad vejen at skabe en tilstand i vinmarken, der illuderer forholdene i Bordeaux. Druerne sorteres såvel i marken som på vingården, hvor alle stilke fjernes forud for gæringen, parcel for parcel i 50 rustfri ståltanke.

Derpå følger, uanset årgangens beskaffenhed, 18 måneders modning på nye franske fade, inden den klassiske klaring af vinen med friske æggehvider forud for aftapningen på flaske.