• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Bøf og Priorat hånd i hånd

Dekantering

Dekantér gerne vinen i en rummelig karaffel forud for servering og nyd hvordan både røde og mørke kirsebær, blåbær og rød blomme oser om kap med lavendel, lakrids og sød pibetobak forud for den let varmende finale med et strejf af menthol. Servér ved 18 °C.

  Læs mere om dekantering

Coma d’en Romeu Priorat

 

En af de virkelig oversete vine til den klassiske røde bøf er Priorat fra Catalonien i Spaniens nordøstlige hjørne. Få steder i verden lykkes så komplekse drueblandinger og så oveni købet med så udtalt terroirkarakter. Og det er et stærkt terroir, man har i Priorat, der via næringsfattige, stenede skifferterrasser borer sig gennem nærmest enhver druesort. Bodega Ardévol med brødrene Josep og Albert Ardévol i spidsen læner sig op ad de internationale druer, som særligt i 80’erne blev plantet mellem områdets traditionelle sorter som en del af den omfattende revitalisering af Priorat. Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon udgør 90% af Coma d’En Romeu, mens Grenache og Samsó (Cinsault) står for de resterende 10%. Den magtfulde nygærede vin tilbringer 16 måneder på små franske fade, hvoraf 40% er nye, og det er igen i 2014-årgangen en veldefineret, ærketypisk Priorat – den karakteristiske jernnæve i en fløjlshandske.


Priorat kan nydes uden mad, men det er ikke her, den viser sine fortrin smukkest. De ekstremt lave udbytter, som forholdene i Priorat dikterer, giver vinene solid struktur, tæthed og nerve, som kræver modspil fra kødprotein for at oplevelsen af blødhed og balance indtræder. Frugtsyren, der altid kommer som en lille overraskelse i Priorat- vinene, er en af årsagerne til, at de er særligt velegnet til fedtmarmoreret kød. Paletten renses på bedste vis ovenpå det rige, animalske fedt og sågar bearnaisesauce, som kan udfordre vin med sit indhold af syre, klares af en Priorat. Den høje smagskoncentration giver desuden vægt og intensitet nok til selv et velhængt stykke kød.

Opskrift

Opskrift på bøffen

Côte de boeuf er et kostbart stykke kød, så lav retten, når vennerne eller den bedre halvdel skal imponeres og servér den helt rigtige vin dertil.