Hovedpersonen i historien om Lurisa er en minearbejder fra det 20. århundrede, som ved en tilfældighed opdagede Santa Barbara kilden, da han forsøgte at løsne de dele af klipperne, som dengang blev anvendt til at bygge regionens typiske stenhuse. Det viste sig, at vandet ikke bare smagte fantastisk, men også udviste nærmest ”magiske” egenskaber, idet minearbejdernes sår og rifter, som de havde vasket i kildens vand, på mirakuløs vis helede ekstremt hurtigt.    

Rygtet om vandets mirakuløse kvaliteter spredte sig hurtigt og tiltrak læger og videnskabsmænd, som kunne bekræfte vandets gavnlige og helbredende egenskaber.  

I 1940 etablerede lægen Pietro Cignolini og de to forretningsmænd David Garbarino og Piero Sciaccaluga Lurisia Spa, hvorved alle kunne få glæde af vandets plejende og velgørende effekter. I kølvandet herpå blev Lurisia ligeledes et toneangivende hydrotermisk forskningscenter, og nogle år senere gav det italienske sundhedsministerium tilladelse til at aftappe og sælge kildevandet på flaske, og hermed kunne hele verden få adgang til Santa Barbara kildens velgørende vand.