Forside Events Om Løgismose Vin og spiritus Delikatesser Summerbird Køkken og bageri
Nyhedsbrev

Ny påske kollektion fra Summerbird

Selvom det ikke lige er til at se det, så er foråret på vej. Ude i skoven vifter hjortene sneen væk og gnasker lystigt løs af de saftige skud, som ikke lader sig holde tilbage. Lyset og optimismen er på vej tilbage, og lige om lidt bliver det såmænd påske.

Ovre på chokolade laboratoriet i Assens har de kort inde i det nye år været på en svært nærende opgave. De har skullet udklække et par nye påskeæg, og vi ved, at der helt sikkert er blevet smagt, diskuteret og justeret en del, inden de selv var tilfredse og sendte de små ny herligheder over til bedømmelse på Toldboden.

Det lille ny chokoladevagtelæg med hvid chokolade og passion, dekoreret med lys chokolade, er en oplevelse ud over det sædvanlige. Og sammen med de to andre delikate æg i serien er der skabt et sikkert påskehit for alle, der værdsætter god chokolade. Hvis du dertil vælger at investere i de smukke porcelænsæg i china bone med sommerfuglemotiv i gul, lilla og sølv, tillader vi os at udnævne nyheden til chokoladekunst!

Påskeæske - Vagtelæg 100g koster kr. 84,-
Påskeæske - Vagtelæg 200g koster kr. 160,-
Påskeæske - Vagtelæg 300g koster kr. 220,-
Porcelænsæg - Vagtelæg 200g koster kr. 225,-

Gaveæskerne kan du kun købe i Webshoppen, mens procelænsægget er til salg både i Webshoppen og på Toldboden. Her sælger vi også de enkelte æg i løs vægt - så sparer vi på emballagen, og du får mere chokolade med hjem!

Vores menu og tapas til to

Vores lille menu:
- Spansk bondesuppe med trøffel, serveret med brød
- Stegt perlehønebryst med græskarsauté og selleripuré
- Amaretto pannacotta med syltede pærer og ristede mandler

Vores festlige menu:
- Mild peberrods panna cotta med ørredrogn og citrongelé
- Oksemørbrad med bagte skalotteløg, pommes pont-neuf med trøffel og morkelsauce
- Udvalg af oste med tilbehør
- Passionsfrugtmousse med mango/ananas kompot

Og vores klassiker - Tapas til to:
- Røget laks med hvidvinscreme & pocheret vagtelæg
- Konfiterede andekråser på grov kompot af sorte bønner
- Blomkålssuppe med mandler og estragon i letrøget olie
- Syrlig hvidkålssalat med ristede pølser med løvstikke
- Italiensk lufttørret skinke med piquillos & oliven
- Frisk gedeost med krydret figenkompot


Tapasposen koster kr. 185,-

Vi anbefaler en flaske Château de l'Isolette, Côtes de Luberon 2005 til ugens tapas. Vinen går for kr. 80,- men husk, at du kan spare 10 %, hvis du køber tapaspose og vin sammen.

Vinterferie på Toldboden

På Toldboden mærker vi, at det er vinterferie. Vore kunder begynder at dukke op lidt tidligere og mange giver sig rigtig god tid til at overveje og studere de forskellige delikatesser og måske få sig en snak om kvalitet med en af vores medarbejdere. Det er hyggeligt, og vi vil naturligvis gerne opfordre endnu flere til at lægge vejen forbi.

Ugens ost er en dejlig aromatisk klassiker fra de franske Alper, hvor mange af vore landsmænd lige nu pister rundt det bedste de har lært. Det er en Tomme de Savoie fremstillet på råmælk, og selvom den har udseendet imod sig, venter der dig en kompakt let syrlig smag, når du når ind til ostens fint lysegule indre. Du kan smage osten med vores hjemmesyltede abrikoser, og hvis du bliver fristet, belønner vi dig med en rabat på 10 %.

I chokolade afdelingen kan du beundre den nye påske kollektion fra Summerbird mens du smager på den hvide flødebolle, og i vinafdelingen kan du naturligvis smage på ugens tapasvin Château de l'Isolette, Côtes de Luberon 2005 som sælges for kr. 80,-. Det er et dejligt robust kryds mellem Rhône og Provence, og det er en vin, som har vundet adskillige venner gennem de mange år vi har haft den i vores sortiment.

Lige bag ved smagebordet har vi stablet en ny udgave af vores populære vinpose op til dig. Vi kalder den vintervinposen, og den indeholder 2 x 2 flasker rødvin, der passer fint til de forskellige kraftige vinterretter og 2 flasker hvidvin - hvis der også bliver behov for en apéritif.

Vintervinposen med 6 flasker vin koster kr. 395,- du sparer kr. 74,-

Velkommen på Toldboden.

Walter Buchegger er med i Vancouver

Den østrigske Olympiske Komité har udpeget Walter Buchegger fra Kremstal til at repræsentere Østrig ved det vinterolympiske leje med hans Riesling Lössterrassen. Det kommer ikke som nogen overraskelse, for vores 41-årige vinproducent fra Niederösterreich er en erfaren olympisk deltager. Således har Thomas Morgenstern og Felix Gottwald i Torino i 2006, Kate Allen i Athen i 2004, Fritz Strobl i Salt Lake City i 2002, Roman Hagara og Hans-Peter Steinacher i Sydney i 2000 samt Hermann Maier i Nagano 1998 alle én ting til fælles: De har fejret det store øjeblik, da medaljen var en realitet, med vine fra Walter Buchegger.

På billedet ser du årets østrigske slalom favorit Marlies Schild sammen med Walter Buchegger og den friske Riesling Lössterrassen inden afrejsen til Vancouver. Vi har allerede smagt på vinen og er mildt sagt begejstrede for den friske og sprøde optimisme der møder os i glasset. Vinen er bestilt og lander, om alt går vel, på vores lager mens disse linjer skrives sammen med 2009 udgaverne af Walters svært vanedannende Grüner Veltliner vine. Det betyder, at vi i en kort periode vil have både 2007, 2008 og 2009 på hylderne, og at du derfor ved selvstudium kan undersøge, hvornår du synes vinene fra Walter Buchegger smager bedst.

Du finder den aktuelle oversigt over vinene her: Walter Buchegger

Nyhedsbrev 18.02.2010